Men så, hvad nu… Det begynder at ruske.
Indeni suser det, ikke rundt, men ud.
Energien, luften, bliver langsomt drænet. Tempoet falder, måske det helt stopper.
Sivende mistes grebet, vejgrebet om man så må sige.
Det er som om noget er gået i stykker, som om at der et eller andet sted er kommet et lille hul, en revne, noget. Noget er ændret.
Alt drejer endnu rundt, kører hakkende frem, men man begynder at kunne føle vejen foran, vejen nedenunder, samt alle dens forhindringer og bump.
Bump, bump, bump!
Er forhindringerne for meget. STOP!
Nu går, eller rettere sagt, kører, det ikke længere. Nået til det punkt hvor der skal tages en beslutning.
Skal jeg holde ind ved mekanikeren, bede ham om at tjekke dækket, se om det kan repareres, skal jeg selv tage mig sammen og se om jeg kan ordne det, eller skal det bare kasseres, og erstattes hurtigst muligt?
Ja, her har jeg ganske rigtigt beskrevet en punktering. Historien om et dæk, men overvej hvor godt den ovenstående beskrivelse passer på et forhold, i starten kører alt, man svæver på en lyserød sky og mærker ikke noget omkring sig, man er irrationel! Og pludselig rammer virkeligheden, hvordan skal den lige tackles?
Skal jeg holde ind ved mekanikeren, bede ham om at tjekke dækket, se om det kan repareres, skal jeg selv tage mig sammen og se om jeg kan ordne det, eller skal det bare kasseres, og erstattes hurtigst muligt?
Ja, her har jeg ganske rigtigt beskrevet en punktering. Historien om et dæk, men overvej hvor godt den ovenstående beskrivelse passer på et forhold, i starten kører alt, man svæver på en lyserød sky og mærker ikke noget omkring sig, man er irrationel! Og pludselig rammer virkeligheden, hvordan skal den lige tackles?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar