Når man mister luften ..

Det kører derudad. Altså, det kører bare, lige, fremad, både hurtigt og langsomt, men sikkert frem! Ikke desto mindre.

Men så, hvad nu… Det begynder at ruske. 

Indeni suser det, ikke rundt, men ud. 

Energien, luften, bliver langsomt drænet. Tempoet falder, måske det helt stopper. 

Sivende mistes grebet, vejgrebet om man så må sige. 

Det er som om noget er gået i stykker, som om at der et eller andet sted er kommet et lille hul, en revne, noget. Noget er ændret. 

Alt drejer endnu rundt, kører hakkende frem, men man begynder at kunne føle vejen foran, vejen nedenunder, samt alle dens forhindringer og bump. 

Bump, bump, bump! 

Er forhindringerne for meget. STOP! 

Nu går, eller rettere sagt, kører, det ikke længere. Nået til det punkt hvor der skal tages en beslutning.

Skal jeg holde ind ved mekanikeren, bede ham om at tjekke dækket, se om det kan repareres, skal jeg selv tage mig sammen og se om jeg kan ordne det, eller skal det bare kasseres, og erstattes hurtigst muligt?



Ja, her har jeg ganske rigtigt beskrevet en punktering. Historien om et dæk, men overvej hvor godt den ovenstående beskrivelse passer på et forhold, i starten kører alt, man svæver på en lyserød sky og mærker ikke noget omkring sig, man er irrationel! Og pludselig rammer virkeligheden, hvordan skal den lige tackles?

Bliv dog voksen tøsebarn! - en smule ironisk?

Hvis man hele sit liv er blevet behandlet som et barn. Ikke ment som at man har fået lov at lege og være fri, benytte sig af sin fantasi og udvikle sin kreativitet, som på Summerhill, men nærmere ment som at man gennem hele sit liv er blevet guidet gennem alt, frataget ethvert valg og ansvar, er blevet talt ned til og gennemgående evigt og altid har været underlagt autoriteter, hvordan kan ens nærmeste og ikke mindst samfundet generelt så forvente at man pludselig, som et lyn fra en klar himmel, skal kunne være et modent væsen, med overblik, selvstændig tankegang, gennemslagskraft, der kan tage velovervejede beslutninger?

Dette samfund, som skulle være så moderne, virker i stigende grad til at være på vej imod et gammeldags autoritært styre, hvor mennesker, som alt andet, bliver masseproduceret, i den forstand at alle skal nå nogenlunde samme mål, passe ind i normens stramme små rammer og man skal ’ofre’ sin unikke identitet for samfundets velbefindende.

Allerede i 1921 begyndte A.S. Neil, på sin egen måde at få folks øjne op for industrisamfundets forbløffende evne til at ensrette, og dermed ødelægge, folk. For hvad er et samfund uden mangfoldighed? Derefter har mange andre ed jævne mellemrum forsøgt på det samme, specielt musikere har gjort en stor indsats, i hvert fald tilbage i 60’erne – 80’erne. Problemet ligger bare i, at selv på daværende tidspunkt, hvor store menneskemængder var med på bølgen om individualitet og mangfoldighed, selv da gjorde de jo egentlig bare som alle de andre, de fulgte med på bølgen (læs: ”Die Welle”), som de flokdyr vi mennesker nu engang er. Uanede mængder sang med på ”Another brick in the wall”, uden videre at reflektere over hvorfor… For at generaliserer yderligere, nu vi er i gang med fordommene, så var der ganske vist også en del, som havde overvejet betydningen af de forskellige ting. Disse mennesker var dog ofte skæve, eller på anden måde påvirket af euforiserende stoffer.

Så hvor langt er vi egentlig nået? Eller står vi måske endnu længere tilbage? Nu hvor vi tidsmæssigt er kommet det længere, og derfor burde være det klogere…

Skal vi ikke som samfund, for en gangs skyld stå sammen om noget vigtigt, udnytte vores flokdyrs instinkt i kampen for mangfoldigheden, lade folk blomstre som dem de er, i stedet for at prøve på at rette dem ind, og drage nytte af forskelligheden. Lade vores nysgerrighed overvinde frygten for det ukendte. Og hvis ikke dette skulle vise sig at være muligt, så burde de der er af samme holdning vel smide maske og skjold, og derved turde være den forskel som de håber på fra andre, i stedet for at gemme sig i mængden, og håbe at ’de andre’ tør. For lad os da indse, vi er selv ’de andre’… 

Elsker dig, for nu

Stille. Musikken begynder at vugge. Ingen ord. Kun dem i vores tanker, dem som vi vuggende står og aflæser gennem hinanden. Gennem bevægelserne, blikkende. Du ser ned på mig. Ikke i overført betydning. Men du kigger ned, og fanger mit blik. Intense brune øjne, der kigger lige ind i min sjæl. Du lægger armene om mine skuldre. Hænderne føres langsomt ned af min krop. Stopper ved mine hofter. Du kærtegner mig. Kuldegysninger suser gennem min krop, og ikke mindst mit sind. ”Jeg elsker dig!” tænker jeg, men tøvende tilføjer min hjerne ”for nu”. Intet varer for evigt. Jeg bliver passiv. Inden jeg er færdig med at nyde nuet, dette specielle øjeblik, begynder min hjerne igen at minde mig om realiteten. Realitetens negative side. Jeg vil hellere nyde nuet. Nu du er her. Her hvor jeg er din, og du min. Dette øjeblik, der burde varer for evigt. Her hvor vi endelig indser at vi er gode sammen. Begge uperfekte. Men alligevel perfekte for hinanden. For nu i hvert fald. Dine læber nærmer sig mine. Store og fyldige. Langsomt fører musikken os ind i et kys. Tankerne forsvinder. Omverdenen eksisterer ikke. Kun kysset. Kun lidenskaben.

 Lykkelig… for nu.